Historien om Kjellerup Væveri

 

  Grundlægger Svend Otto Kristensen
  Grundlægger Svend Otto Kristensen

Svend Otto Kristensen startede væveriet omkring 1950 som en fritidsbeskæftigelse i sovekammeret med en håndvæv.

Kort forinden var Svend Ottos mor død, og det eneste han arvede fra dødsboet, var en stor tyk bog om vævning. Bogen vakte Svend Ottos nysgerrighed og med hjælp fra en nabo som havde lidt forstand på håndvævning, købte Svend Otto sin første håndvæv, og fik den installeret i sovekammeret.

Det var kort efter 2. verdenskrig og der var stor mangel på tekstiler. Svend Otto startede sin produktion op med vaffelvævede håndklæder.

Det største problem var faktisk at skaffe råvarer i form af garn. Det var derimod ikke noget problem at få varerne solgt.

På et tidspunkt tog Svend Otto sine træsko og kasket på, og rejste til Ålborg. Der gik han ind på De Forenede Bomuldsspinderiers kontor. De havde sikkert grint lidt af Svend Otto, da han ganske givet lignede en som var kommet direkte ind med 4-toget. Ikke desto mindre lykkedes det Svend Otto at få overtalt dem til at give ham en lille garnfordeling. Han fik altså med andre ord en bevilling der gjorde, at han havde lov til at købe 2-300 kg garn om året.

Dette var starten og grundlaget for Kjellerup Væveri.



Almtoft Forsamlinghus  
Almtoft Forsamlinghus   


Et års tid efter går fritidsproduktionen så godt, at Svend Otto siger sin beskæftigelse op som arbejdsmand, og sovekammeret er nu fyldt op med 2 håndvæve og en ung pige som medhjælper.

Det gik fortsat godt og efter ca. 3 år købte Svend Otto en træbarak, og efter 5-6 år var barakken fyldt op med ca. 6 håndvæve og 5-6 piger som medhjælpere.

Nu var produktionen udvidet med bordløbere, forklæder og duge, foruden den oprindelige produktion af håndklæder.

 

 

 

 
Håndvæve anno 1958 på Kjellerup Væveri  
Håndvæve anno 1958 på Kjellerup Væveri  

I 1957 købte Svend Otto Almtoft Forsamlingshus og flyttede væve-produktionen dertil.

Frem til 1961 fortsatte håndvævsproduktionen, men i starten af 60’erne begyndte lønningerne at stige ganske betydeligt, og de første maskinvæve blev indkøbt.

Sønnen Poul var på dette tidspunkt ca. 15 år gammel og de nye maskinvæve vakte straks den unge mands interesse. Svend Otto havde ikke så stor flair for at skrue i maskinvævene, men det havde sønnen Poul der imod.

I 1962 blev sønnen Poul sendt i lære på Herning Klædefabrik, og lærte her håndværket som væver.


Maskinvæve anno 1986 på Kjellerup Væveri  
Maskinvæve anno 1986 på Kjellerup Væveri  

 

 

Maskinvævene overtog helt håndvævenes funktion i omkring midten af 1960’erne, og den 1. januar 1974 solgte Svend Otto Kjellerup Væveri til Poul Kristensen, og virksomheden overgik dermed til 2. generation.

 

Op gennem 80’erne og 90’erne blev skyttevævene langsom udskiftet til skytteløse væve, og produktionen blev udvidet til plaider og gardiner.I midten af 1970’erne bestod maskinparken af ca. 10 skyttevæve og produktion bestod hovedsagelig af duge og lidt møbelstof. Væveriet beskæftigede da ca. 10 personer i henholdsvis væveri og systue.

 

 

I 1992 kom den første computerstyrede væv til virksomheden, og i dag består væveparken af 15 Donier væve, som alle er computerstyrede.

Beliggenheden for Kjellerup Væveri er stadig i Det gamle Almtoft Forsamlingshus i Kjellerup.

 

Computervæve anno 2016 på Kjellerup Væveri  
 Computervæve anno 2015 på Kjellerup Væveri  

 

Kjellerup Væveri beskæftiger i dag ca. 3-5 medarbejdere, og hovedparten af produktionen består af gardinstoffer, metervarer og møbelstoffer. Desuden produceres der pyntepuder og duge, samt salg af uldplaider.

Produktionen er kendetegnet ved ikke at være lagerførende, men der produceres i stedet efter bestilling på mål og ønsker. Mange produkter udvikles i samarbejde med kunden specifikke behov.


En af styrkerne ved Kjellerup Væveri har været at kunne tilpasse sig markedsbehovene på en hurtig og effektiv måde.